Hr. Justitsminister Mikkelsen tillader sig at stille sig selv i skue på dansk TV og erklære som den rene skindbarlige sandhed, at præsten i Brorson kirke, Per Ramsdal, skulle lyve.
Hvad i alverden ligner det, at en politiker offentligt beskylder nogen som helst for at lyve. Per Ramsdal refererer hvad han har oplevet, og det kan vel aldrig være at lyve. Jeg håber at han får sin advokat til at imødegå hr. Mikkelsen med en injuriestævning.
Hr. Mikkelsen tolker poilitiets egne videooptagelser, som om det var Guds sande billede af, hvad irakerne og præsten oplevede. Men som jeg ser videoen, er det jo korrekt, at politiet var i kampuniform på det tidspunkt, Per Ramsdal ankommer til kirken, og at mange er i panik over situationen. Det lyver videoen jo ikke om. Det næste er, at det vel næppe er irakerne, som har smadret fordøren til kirken. Hvem lyver så om den?
Per Ramsdal taler ihvertfald sandt om én ting. Det er da fuldstændig uhørt, at dansk politi skal møde op midt om natten i en situation som denne. Det er jo ikke en fodboldkamp mellem Brøndby og FCK vi taler om. Det er ikke hooligans, som har besat kirken. Det er desparate mennesker, som bare ønsker at leve en menneskelig tilværelse et eller andet sted i verden. Og det kan man vel ikke påstå er muligt lige nu i Irak?
Er der virkelig ikke nogen politikere i Danmark, som både har magt og hjerte? Eller mister man virkelig hjertet det øjeblik man får magt?