Igen strammes der op på mulighederne for udvisninger.
Der er åbenbart ingen grænser for fantasien for, hvordan vi slipper af med indvandrere af anden herkomst end vesteuropæere.
Jeg sad i en taxa i Århus på vej til et kursus, som jeg skulle afholde og hørte morgenradio-avisen kl. 9. Her kunne man så høre seneste forslag til, hvordan vi gør Danmark renere. Man skulle næsten tro, at det var en del af regeringens CO2 plan – “Vi gør Danmark hvidere med Klorin….eller udvisninger”.
Det skal nu – ifølge forslag fra DF og regeringen være muligt at udvise personer – selv personer som har fået opholdstilladelse – som har begået “kriminalitet”, som kan give en ubetinget straf af enhver art.
Dette betyder altså: En indvandrer med opholdstilladelse, med job som håndværker, som kl. 7 om morgnen bliver stoppet af politiet med en hobbykniv (som jo giver ubetinget straf nu om dage), kan udvises direkte!
Nu er der jo så et par stykker, typisk intellektuelle, som er uenig i, at det skal være nok til at udvise en person med opholdstilladelse. F.eks. dem som har anerkendt menneskerettighederne ifølge FN konventionen. Men den konvention mener DF, jo som bekendt, at Danmark har undtagelse fra….ligesom så mange andre undtagelser, som har med menneskerettigheder at gøre…eller ditto værdighed.
Taxa chaufføren var lige som jeg enige om, at det minder lidt om 30′erne. De skal renses op. Urenhederne skal væk. Men det er fy fy at sige den slags ting. For det har jo ikke noget med racisme at gøre. Men hvor sender man en DF’er hen, hvis han får en ubetinget dom p.g.a. af en fiskekniv i bilen? Vil Grønland tage imod dem?